Viser opslag med etiketten Ferie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ferie. Vis alle opslag

søndag den 25. august 2013

Ferie"barnet" Smutti

I uge 29 havde vi ferie"barnet" Smutti - en godmodig, tålmodig og nem hund at have boende.
Vi tog en masse billeder af hende, så Smuttis "forældre" kunne se alt det hun havde oplevet i ferien Ü
Her er et lille uddrag.




Som det ses var vejret fantastisk, og jeg fik gået en masse kilometre.
Desværre fortsatte jeg ikke med alle de gåture, selv om Hjerteforeningen siger, at vi skal gå ture som havde vi en hund ....
Det ER bare nemmere at komme afsted, når man har en hund.

Vi tog også Smutti med på en heldagsudflugt. Mere om det i et andet indlæg.

Tak til Smuttis familie for lån af hund Ü

torsdag den 1. august 2013

Turen gik til: Møns Klint

En af sommerens udflugter kunne gå til Møns Klint, så det var lige præcis hvor vi tog hen d. 9. og 10. juli. Mr. Mondeo blev pakket med telt, luftmadrasser og andre fornødenheder.

Første stop på vejen var Stege, hovedbyen på Møn, hvor der var Tirsdagsmarked.

1. Broen mellem fastlandet og Møn
2. Et view ned af gågaden
3. Fiskedam - Ren nostalgi
4. Brændte mandler Ummm
Bag DagligBrugsen var der denne flotte udsigt

Vi kørte videre til Møns Klint Resort, der er kåret som een af Europas bedste campingpladser. Det vidste vi ikke hjemmefra, og vi blev meget overrasket over f.eks. rengøringsniveauet. Der var masser af toiletter til børn og voksne, mange baderum, hårtørrer og altid friske blomster i vaserne i toilet/baderummene. Virkeligt et fedt sted!

1. Der var utrolig mange svaler og svalereder
2. Udsigten fra vores plads
3. Inden teltet skulle op, var det tid til en kop kaffe eller to.















Lidt recherche hjemme fra viste, at der ikke langt fra campingområdet var en sti til Jydeleje fald, hvor der var en trappe ned af klinten.

Møns camping nederst i billedet.
Til venstre og så til højre mod vandrehjemmet.
Her efter stien over Jydelejet.
Der er P ved starten af stien.

Jeg er overrasket over, at jeg har så få billeder fra stien,
for aldrig har jeg set sådan et spændende landskab.
Der var i øvrigt masser af frodige hyldeblomst buske.
Havde vi vidst det, havde kæresten sikkert ikke kæmpet så hårdt få dage før ;)
Efter godt 1 1/2 km.stopper stien, og så møder man dette fantastiske syn.



Så er det bare med at komme de 487 trin ned af trappen til stranden.


Lige neden for trappen er der en kilde, med friskt koldt vand.



Og så var det på fossil jagt, men vi fandt ingen :(



Efter en tid var det op af de 487 trin, og det var hårdt. Trinene så ud som om de bare forsvandt op i himlen :)

Datteren havde dog fuld fart på, for hun skulle hen, hvor hun havde glædet sig til at komme hele dagen.

Poolen er lige som resten af Møn Camping af høj standard.
Efter vi alle tre var blevet nedkølet, og havde hygget os i poolen, var det i bad, og tid til at tænke på aftensmad.
Vi besluttede os for at køre tilbage til Stege og spise på Santa Maria.
Der var god stemning, god service og god mad, så stedet kan anbefales :)

Tilbage igen på campingpladsen spillede vi Trivial pursuit, og guffede chips og slik.
Da mørket faldt på måtte vi stoppe. 


Vi kravlede mætte af oplevelser i teltet, og sov alle tre inden for kort tid.

Da vi vågnede blæste det vildt, og det var koldt, men det afholdt dog ikke datteren for at hoppe i poolen igen, efter morgenmaden.


Hverken kæresten eller jeg følte behov for det, så kæresten pakkede teltet ned, mens jeg sad og frøs anstændigt i en solseng ved poolen ....

Vi måtte videre til Møns Klint og Geocenteret.
Hvis du kører der til, så husk at købe P-billet, for man kan ikke komme ud fra området, hvis man ikke har en sådan.
Vi havde dog ingen planer om at gå ind i Geocentret, for da mellembarnet studerer Geo-science på København Universitet, kunne det være sjovt for os og ham, at han kommer med en anden gang.

Vi gik mod stierne, og mødte denne udsigt.


Vi havde stadigvæk de mange trin i benene fra dagen før, så vi havde ingen intentioner om at tage de små 1000 trin ned af Dronningestolen, for at komme helt ned på stranden.
Vi gik naturligvis et stykke ned, hvor der var en fin udkigspost.


Folk vidste næppe hvad der ventede dem, for alle gik i rask fart ned at trinene, men på vej op af dem, så vi udmattede ældre, voksne, børn og hunde.
Husk VAND hvis du tager turen, og hold pauser undervejs.

Vi var ved at være frokost sultne, men priserne på Geocentret var selvfølgelig vanvittige, så da jeg havde læst om et røgeri ved Klintholm, ikke langt fra Klinten, kørte vi der hen.
Det viste sig så at være en restaurant.


Med en skøn udsigt.


Vi valgte dog at sidde inde - tæt på buffeten - der var et overflødighedshorn af fisk (især sild). Mums hvor var det bare lækkert!! Kan anbefales stort!

Turen gik hjemad, og heldigvis var det kun datteren og jeg der faldt i søvn i bilen .....
Vi spiste ikke aftensmad og krøb tidligt til køjs, med tanker om en skøn skøn mini ferie på Møns Klint.

torsdag den 23. august 2012

Strikket grafitti i København

Efter besøg i Botanisk Have og Dragør, gik kæresten og jeg en tur rundt om søerne, den sidste dag i vores miniferie.
Okay, vi gik ikke hele vejen rundt - kun den halve vej ;-)
Jeg tog en del billeder, men de er desværre blevet meget mørke :(
Billedet her under er lyst nok, men viser egentlig ikke særlig godt det motiv jeg ønsker at vise ....
MEN, hvis du kigger godt efter, så er der sørme også strikket grafitti i København. Ret sjovt Ü



Vores gåtur endte på Vesterbro, hvor vi på Halmtorvet nød en lækker, men vanvittig dyr, cappuccino. 
Endnu en grund til at blive boende i Provinsen ;-)

Hermed slutter indlæggene om vores hyggelige miniferie, der ud over at være en dejlig kæreste tur, jo også gjorde os klogere på fremtiden.
Få dage efter vores miniferie tog vi på "rigtig" ferie, og måske kommer der indlæg om den vidunderlige ferie - måske gør der ikke ;-)



mandag den 13. august 2012

Dragør

Jeg har aldrig været i Dragør, så da der med gratis ferielejlighed fulgte gratis bil, gik turen videre ud af Amager - forbi lufthaven og ud til den smukke by Dragør.


Dragør Strandhotel

Vi startede med at gå ud af molerne, hvor den ene lækre båd efter den anden lå fortøjret. Det var nu mere horisonten jeg var interesseret i.

Kastrup lufthavn

Øresundsbroen

Her efter gik vi af de snoede stræder rundt i den gamle bydel. Sikke en unik stemning, og et miljø jeg ikke har set andre steder. Det er svært at beskrive - det skal opleves! Ü





Som jeg skrev i dette indlæg, var der noget mellem vejret og os! 
Straks vi satte os ind i bilen for at vende næsen tilbage til Amager Strandpark, begyndte det at regne vildt. Endnu engang gik vi rundt i solskin, der forvandlede sig til heftigt regnvejr, når vi ikke længere var "ude".
Utroligt Ü


lørdag den 11. august 2012

Torvehallerne og Botanisk Have

Vi havde ikke været længe i vores ferielejlighed før end jeg måtte "back to nature" i form af Botanisk Have.
Metroen hjalp os hurtig ind til Indre by (Nørreport), hvor vi tilfældigvis stødte på Torvehallerne, og da jeg længe gerne har ville besøge dem, slog vi et smut forbi. Jeg har ingen billeder der fra, for jeg blev hel perpleks over hvor småt det var, samt at de fleste stande havde lukket mandag i højsommeren. Øhhh .... okaaaay ....

I høj solskin begav vi os til Botanisk Have, hvor vi i roligt tempo gik mod Palmehuset. På vej op af trappen begyndte det at småregne og inden vi nåede ind af døren, var der total skybrud. Helt utroligt som vejret kan skifte!


Mens regnen piskede ind på ruderne, tog vi vindeltrappen op under "taget". Hvis man lider af højdeskræk skal man ikke gå der op, men det lider jeg heldigvis ikke af, så jeg nød bare udsigten. Ü


Vi fortsatte videre til de mange drivhuse, og pludselig var der sommerfugle over alt! Man kunne simpelthen ikke undgå dem, og alligevel hørte jeg en mor sige til sine børn, at der skulle være sommerfugle her, men hun kunne ikke lige se nogen .... Hun burde gå til Louis Nielsen :D


Da vi havde set det vi ville indendørs, holdt regnen op lige så pludseligt som den var startet, så i solskin forlod vi Botanisk Have.
Det skulle vise sig, at det blev en fast begivenhed, at når vi var udendørs så skinnede solen, og lige så snart vi gik ind, så begyndte det at regne .... 


mandag den 6. august 2012

Hvorfor jeg aldrig kommer til at bo i København ...

Kæresten og jeg fik mulighed for gratis at låne en lejlighed ved Amager Strandpark, og mine forventninger var sky høje.
Øiii, en så dyr lejlighed (3 mio. +) må da være drøn lækker, beliggenheden fantastisk og en hel unik oplevelse for en pige, der er født og opvokset i en lille landsby på Fyn. (Nu bosiddende på Sjælland).
Jeg blev FÆLT skuffet! Lejligheden var - ud over at være ret lille - slet ikke eksklusiv på nogen måder. Gulve, køkkenelementer m.v. var noget billigt bras. Badeværelset var okay lækkert, men i helt elementære materialer.
Heldigvis var der en altan af fin størrelse.

Amager Strandpark på den anden side af vejen.
Også udsigt til Øresundsbroen, og fly der er på vej til at lande i Kastrup.
Selve Amager Strandpark er et super skønt omåde, men først skal Amager Strandvej krydses, og jeg ville have hjertet oppe i halsen, hvis mine unger selv skulle krydse den vej. Vejen er konstant fyldt med tung trafik (stoooore lastbiler), samt forbløffende mange nye Audier og BMW'er. Krisen kradser øjensynligt ikke hos alle. Hold så op alle de luksus biler vi så!
Nå, men vi så absolut ingen børn, der krydsede vejen ....

Turning Torso set fra altanen.
Vores tanker om, at bosætte os i København på vores ældre dage, blev skudt godt og grundigt ned.
Hvis dette er, hvad man kan få for relativt billige Københavner penge, så nej tak da.
Jeg har aldrig boet i etageejendomme, og det kommer jeg ve' gu' heller ikke til. Alle kan glo på alle .... Vi opdigtede forskellige historier om de genboer vi kunne se fra altanen - for forbløffende få trak gardiner for om aftenen ....

Vi er super glade for, at vi fik denne mulighed for mini-ferie i lejligheden, for så fik vi gratis afprøvet om det var noget for os, og det er det så ikke!

Vi oplevede dog også en masse positive ting i denne mini-ferie. Mere her om de følgende dage Ü


torsdag den 2. august 2012

En fantastisk juli måned er slut

I juni måned havde jeg ikke forestillet mig, at juli ville blive en så begivenhedsrig måned som den blev.
Tanker der pludselig blev tænkt, blev lynhurtig omsat, hvilket har resulteret i en masse spændende oplevelser, jeg netop nu er i gang med at fordøje Ü
Jeg ved endnu ikke hvor meget jeg lægger ud på bloggen, men sikkert er det, at fly på alle måder har været involveret.

Kastrup lufthavn set fra Dragør

Og nu tilbage til OL - jeg elsker OL.
Måske jeg enda' hiver strikketøjet frem. Det har ligget stille længe nu Ü


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...