Nogen gange oplever man bare, at der ikke er kemi mellem bogen og en selv.
Skal man så stoppe med at læse, eller skal man læse videre, for måske gemmer der sig alligevel noget brugbart i bogen?
Med denne bog valgte jeg at stoppe. Den fangede mig ikke - sproget gled ikke der ud af. Handlingen er ikke som sådan kedelig, men vi kunne bare ikke sammen.
Bedre blev det ikke af, at der lå 5 nye friske bøger, jeg også gerne vil nå at læse inden for låneperioden ....
Meninger er (heldigvis) subjektive, og denne anmelder fra Litteratursiden har en HELT anden oplevelse.
Med ’Hjertet slår og slår’ er Jens Smærup Sørensen tilbage i miljøet fra ’Mærkedage’ (2007). ’Mærkedage’ indbragte Smærup Sørensen adskillige priser og var en roman, som delte vandene: nogle mente, den var kedelig – resten, hvortil jeg hører, var dybt fascineret af bogen.
’Hjertet slår og slår’ er jeg-fortælleren Kristians erindring om barndommen i 1950´ernes Himmerland. Det er beretningen om et far-søn forhold i en tid, hvor gårdmanden stadig forventer, at gården skal gå i arv til sønnen. Kristian er en blød og boglig dreng, der ikke er særlig praktisk anlagt, så faren ser det som sin fornemmeste opgave at få sønnen hærdet.
Nu er Kristian, der er blevet professor i historie, på vej tilbage til barndomslandet for sammen med resten af familien at sidde ved farens dødsleje på plejehjemmet. Faren er længe om at dø, for hjertet slår og slår, skønt han bliver mere og mere kold. Uendeligt langsomt og med mange afstikkere oprulles Kristians barndom i en tid, hvor opbruddet fra bondesamfundet blev en realitet, hvor sønner ikke automatisk gik i fædrenes fodspor, og hvor de unge søgte ud i verden.
Vi får gennem Kristian et billede af faren som patriarken, der styrer hele sin familie med hård hånd og opdrager med prygl. Faderen er ikke nogen ond mand. Han elsker sin søn og ønsker det bedste for ham, om midlet så må være prygl, ligesom han også mener sig berettiget til at nægte sin hustru at købe ugeblade og tage kørekort. Pryglene ophører først den dag, hvor Kristian er den stærkeste.
Bogen er skrevet i et meget smukt og til tider finurligt sprog, og der er, som i ’Mærkedage’, mange ting, der ikke bliver sagt direkte. Det er en alvorlig og tænksom bog, som ind imellem er præget af underspillet humor, som da den granvoksne Kristian gemmer sig for sin historielærer bag havehækken. Undervejs beskrives farens barndom og ungdom i fabulerende og drømmeagtige afsnit.
.jpg)
