mandag den 10. juni 2013

Bruger du Endomondo?

App'en til smartphones "Endomondo" har været vildt populært længe, og nu har jeg også downloaded den.
Jeg synes, jeg har været ekstrem inaktiv i 100 år, og ja det var selvfølgelig sæsonen og vejrets skyldt! ;-)
Nu satser jeg på, at app'en kan motivere mig til, at få gået/cyklet nogle lange ture.
Via GPS tracker den ruten man går/løber/cykler osv. Man kan aflæse distance, tid, hastighed, kalorier forbrændt og meget mere.
Alt det kan aflæses på smartphonen, men på www.endomondo.com kan man logge på sin profil, hvor det er mere læsevenligt.

Pt. er jeg nået 0,001 ture omkring jorden :D

søndag den 9. juni 2013

Paul Auster: Sunset Park


Paul Auster: Sunset Park, 2010
Denne bog var een af mine panik lån, og skulle i følge min kæreste være skrevet, af een af de store anerkendte forfattere.
Jeg kender naturligvis navnet, men har ikke tidligere læst bøger af Auster.
Bogen fangede mig ikke 100%. Der er intet galt med skrivestilen, historien er også tilpas "skæv", men persongalleriet er bare ikke interessant nok, og der er en del personer man skal forholde sig til.
Andre kan have en hel anden mening, og jeg vil ikke beskrive bogen som en man ikke skal læse - den fangede bare ikke mig 100%.

"Sunset Park" er en skæbnefortælling om fædre og sønner, marginaliserede eksistenser, og livets tilfældigheder - altså en typisk Auster roman.
Den 28-årige intellektuelle New Yorker, Miles Heller, har levet en ensom og forstemmende vagabondtilværelse forskellige steder i USA, siden han indirekte for otte år siden var skyld i sin stedbroders død.
Miles forlod sit barndomshjem, sine forældre og stedforældre, sit studie - alt i nedtrykt sindsstemning. Han har ikke kontaktet sine ulykkelige forældre. Han har ernæret sig ved utallige McJobs og er pt. ansat i et firma i Florida, der, nok så deprimerende, rydder huse, som folk har forladt pga. finanskrisen.
Her møder han den purunge Pilar og forelsker sig helt og aldeles. Men Pilar er under 18, og derfor er alliancen forbudt. På grund af Pilars ældre søsters trusler må Miles flygte til New York i eksil, indtil Pilar bliver gammel nok til at måtte flytte sammen med ham.
I New York flytter Miles ind i et besat hus i Sunset Park Brooklyn sammen med tre andre ensomme og vingeskudte fugle. Den gamle skolekammerat Bing, der er hemmelig forgabt og måske forelsket i Miles, og de to kvinder, Ellen og Alice, henholdsvis neurotiker og depressiv kunstmaler og film og ph.d. studerende. Disse fire menneskers skæbner væves ind i hinanden, og på vanlig Auster vis præsenteres vi for kunst og kultur, politiske holdninger, amerikansk historie, baseball. Alt pakket ind i melankoli, livets meningsløshed og personlig rodløshed og identitets forviklinger.
Miles far Morris, får også en stemme i romanen og vi følger hans spændende og noget komplicerede liv som far, forelægger og ægtemand.
’Sunset Park’ er ikke den bedste Auster roman, jeg har læst, men selv en middelgod Auster er fremragende læsning. Forholdet mellem fædre og sønner er et tilbagevendende tema i Austers forfatterskab, men også hvordan små ting kan få skæbnesvanger betydning for ens livsbane.
Alle beboerne i Sunset Park er marginaliserede eksistenser på hver deres måde. Dette og deres selvafstraffelser og bodshandlinger gør denne roman til et typisk Auster værk. Altså endnu en bevægende skæbnefortælling fra mesterens hånd. (Af: Marianne Träff)

Se min bogliste 2013 her
Se min bogliste 2012 her


fredag den 7. juni 2013

Bon Jovi, og os, i Parken

Billede: eb.dk
Efter at have været til Justin Bieber i Parken med min datter i april, var det blevet tid til voksen musik og voksen eye candy ;-)

Vejret var jo vidunderligt, så vi slog os ned på plænen i Fælledparken -


lige bag Parken,


med vores yndlingsmad: Sushi


I små 1 1/2 timer sad kæresten og jeg der og hyggede os, sammen med en masse andre mennesker, især unge der grillede, spillede frisbee eller bold.
På stien så vi en rolig jævn flok af mennesker, der tydeligvis også skulle ind og se Bon Jovi.

Bon Jovi og jeg har en fortid..... agtig .... Bag in time, hvor Midtfyns festivalen eksisterede, og jeg selv var en fast deltager hvert år (1982-1999), gav Bon Jovi to fantastiske koncerter. Til begge koncerter kom vi (en stor flok venner) for sent, de var allerede gået i gang, og begge gange skyldtes det, at min bedsteveninde ikke havde fået tisset af i ordentlig tid :D
Om det var derfor min kæreste bestilte billetter til Parken, ved jeg ikke, men hvor om alting er, så kom vi til tiden denne gang. :)


Koncerten startede 20.58, og så var der fest!
Vi er jo alle blevet ældre - det samme er Bon Jovi, men han er stadigvæk en lækkerbisken, og rocke kan hele bandet.
Vi der havde siddepladser, sad ikke bare stille på sædet, næ, vi stod da op og rockede med.



Som altid, er lyden bare ikke perfekt i Parken, og desværre druknede Bon Jovis fede stemme ofte i musikken, men når man nu kan sangene (de fleste), så gør det knap så meget.
Det eneste jeg er stærk utilfreds med var, at de ikke spillede Bed of Roses, men især Always!!!!


Altså, den er lige som een af mine yndlings sjælere!!!!
I protest blev jeg stående, da lyset efter ekstranumrene blev tændt, og nægtede at forlade Parken ........... i hvert fald ind til det var nemmere at komme ud ........

Kl. 01.30 kunne vi krybe i seng, uden at kunne høre helt normalt ....

Modsat hvad kæresten troede, så havde jeg faktisk endnu stemme tilbage i morges, men tung i hovedet har jeg været hele dagen.
Sådan er det, når den får fuld skrue til en fed koncert!


onsdag den 5. juni 2013

Sidste udkald for syren saft

Lige som sidste år skulle der laves syren saft, og godt jeg valgte at høste dem i dag, for de er allerede i gang med at visne ned :(
Hvis du vil prøve at lave saften i år, så skal du meget snart ud at høste.

Vores egne syren træer er først lige sprunget ud.



Mine egne nænner jeg ikke at bruge, så sidste uge var jeg ude at sondere natur terrænet - som vi har i overflod af. Sidste år ledte vi ved søerne, og fandt ingen. I år havde jeg fået et tip, og se lige hvilket fantastisk landskab jeg cyklede igennem.




Da jeg så syrenbuskene troede jeg ikke, at jeg ville kunne høste ret meget, men jeg fik hvad jeg skulle bruge. På afstand ser de fine friske ud, men det var kun få af dem.


Årets høst. 


Opskriften fra sidste år er brugt igen, og nu skal det hele trække i 5 dage Ü

tirsdag den 4. juni 2013

Fugle og fuglehus (DIY)

I Hendes Verden nr. 5, 2012, fandt jeg skabelonen til den sødeste uro med fugle og et lille fuglehus.
Jeg har masser af spændende karton, så det tog næsten længere tid at bestemme mig for sammensætninger, end det tog reelt at lave uroen :)



Nu hænger den i krearummet - planen er, at alle vægge skal udsmykkes med noget jeg selv har lavet ......




Bladet er lånt på biblio, så der kan du også finde skabelonen hvis du er interesseret :) 


mandag den 3. juni 2013

Jussi Adler-Olsen: Fasandræberne


Jussi Adler-Olsen: Fasandræberne, 2009
Det er naturligvis ikke gået hen over mit hoved, at Jussi er en fantastisk dansk forfatter, jeg har bare ikke læst noget af ham, ind til denne bog.
Jeg havde en ide om, at jeg ville læse hans bøger fra nr. 1 og frem, en ide jeg har med mange forfattere ...
Denne bog blev derfor et panik lån, og sikke et lån!
Jussi's skrivestil er ikke meget anderledes end andre, og jeg har da også læst krimier, der var lige så gode som denne bog, men den ER virkelig god.
Hvis du skulle være een af de få, der ikke har læst denne bog, så kom i gang Ü

Louise fra Bogsider skriver om bogen:
Fasandræberne er nummer to i serien om Afdeling Q, ledet af den specielle kriminalmand Carl Mørck, der egentlig helst bare vil lades i fred. Mørck og hans assistent Assad får i denne bog endnu et medlem af enheden, der undersøger gamle, henlagte sager, nemlig den energiske Rose. Mørck er ikke ubetinget begejstret, og han lægger ikke skjul på sit mishag. Inden længe finder han dog en meget mærkelig sagsmappe på sit bord vedrørende en gammel - og øjensynligt allerede opklaret - sag, som nogen ønsker, at han skal se nærmere på.

Umiddelbart er der ikke noget i sagen, som forekommer mærkeligt. Et søskendepar er blevet slået ihjel i et sommerhus for mere end tyve år siden, og allerede ni år før sagen lander hos Carl Mørck, har en af de mistænkte tilstået. Han sidder nu i fængsel, og sagen synes således ikke at være henlagt, men tværtimod opklaret. Mørck og Assad undrer sig da også, for hvem er det lige, der har lagt sagen på Mørcks bord, hvem er det, der ønsker, at den skal tages op igen?

For Mørck og Assad er det nok til at de går i gang med at undersøge sagen igen, hvilket er heldigt for læseren, for allerede på de første sider er vi klar over, at der er noget særdeles råddent ved det hele. Denne gang bevæger vi os blandt de absolutte spidser i dansk erhversliv, men vi kommer også helt ned på bunden til den forstyrrede posedame Kimmie og hendes omgangskreds, der mest består af den sølle narkoluder Tine og en underlig bylt med et meget makabert indhold.

Baggrunden for historien er en kostskole, og hvad er mere uhyggeligt end de ondskabsfuldheder og de grupperinger, der trives på sådan et sted blandt overklassens forkælede unger?

Her er masser at tage fat på for Afdeling Q, og Fasandræberne er fremragende og spændende krimilæsning.

Se min bogliste 2013 her
Se min bogliste 2012 her

søndag den 2. juni 2013

Det kan toiletruller også bruges til

Hvis man nu har strikket et tæppe næsten helt færdigt, og man så ikke synes, at det er som man vil have det, ja, så må man jo trevle det hele op.
Jeg brugte tomme toiletruller til at rulle garnet omkring - en gratis og perfekt løsning.


Garnet er købt i Netto - jeg kunne slet ikke stå for farverne.

Efter billedet blev taget, trevlede jeg iøvrigt det hele op igen, for venstre side var da godt nok ikke særlig køn.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...