torsdag den 18. juli 2013

Hyldeblomstsaft i sidste sekund

Det er blevet en tradition, at kæresten og jeg sammen cykler ud til "vores" hyldeblomsthegn, i skoven, tæt på søen. I år var det bare så svært, at få vejr og arbejde til at gå op i en højere enhed, så vi kom sent af sted - fandt vi ud af.

Ikke kun hyldeblomst sæson mæssigt, men også fordi det tydeligt fremgik, at vi ikke er de eneste der høster i det hegn. Kun få blomster kunne nås ....



Vi cyklede længere ind i skoven, for at spejde efter hyld.


Vi havde taget formiddagskaffen med, og slog os ned ved søens bred.


Det vrimlede med guldsmede, der dog kun sidder stille i få sekunder, så kæresten knipsede løs, og måske er der en guldsmed midt i billedet ....


Det lykkedes os med føn og klem, og en kæreste med smårifter og smerter efter nærkontakt med brændenælder, at få fat i nok hyldeblomster, så jeg kunne lave en total lækker hyldeblomstsaft.


Hyldeblomstsaft m. ingefær (ca. 2 liter)
Ca. 30 hyldeblomstskærme
2 økologiske citroner

8 cm. ingefær
2 spsk. citronsyre
650 g. økologisk rørsukker
1,5 l vand

1. Ryst skærmene (så smådyr falder af), og put dem i en stor gryde el.lign. beholder med låg.
2. Skyl citronerne, og skær dem i skiver.

3. Skræl ingefæren og skær den i mindre stykker 
Læg citronerne og ingefæren i gryden.
4. Bland citronsyren med sukkeret, og opløs blandingen i næsten kogende vand. 

5. Hæld sukkerlagen over skærmene og læg låg på gryden.
6. Lad saften stå i køleskabet i 4 dage, med omrøring nogle gange om dagen, si den, og fyld evt. på skoldede plast sodavandsflasker der kommes i fryseren.

Det er helt fantastisk at drikke hyldeblomstsaft en mørk vinterdag.
Det er smagen af sommer :)


3 kommentarer:

Connie sagde ...

Sikke en udflugt :-) ... blander du saften op ... altså fortynder den når den skal bruges?

Krearier sagde ...

Ja, den kommes koncentreret på flaske, og så fortyndes den ved brug. Skulle også smage fremragende i hvidvin ;-)

Connie sagde ...

Okay!! Jeg får ikke lavet det i år, jeg er nemlig også for sent ude, men til næste sommer skal jeg prøve :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...