fredag den 4. januar 2013

Lotte og Søren Hammer: Pigen i Satans Mose



"Pigen i Satans Mose", er søskendeparret Hammer 4. bog i serien om Københavns Drabsafdeling, under ledelse af Konrad Simonsen.
De tre foregående: "Ensomme hjerters klub, 2011", "Alting har sin pris, 2010" og "Svinehunde, 2010" er tidligere læst, og nu den nyeste fra 2012.

Jeg har sådan en bob bob holdning til bogen. Den er bestemt ikke kedelig, men den er heller ikke woow. Faktisk er den nok for lang - de 437 sider kunne der godt havde været redigeret i, uden at det gik ud over substansen.

Litteratursiden.dk skriver:

Søskendeparret Hammer kan ikke holde dampen oppe i fjerde del af serien om Konrad Simonsen. Resultatet er blevet en lunken og slap krimi.
En ung, nigeriansk pige myrdes og smides i en nordsjællandsk skovsø. Godt skeletteret findes hun senere af en tilfældig jæger, og det lokale politi kommer på sagen. Men da politiledelsen offentligt kommer til at kalde pigen for en ”nuggiwaua” ruller lavinen. De diskriminerende ord kan ikke gå ubemærket hen, og snart lander sagen på Konrad Simonsens bord. Sporene er få men peger alligevel i en bestemt retning, nemlig på forvalteren fra det nærliggende gods. Snart viser det sig dog, at det måske ikke er forvalteren, der er gerningsmanden. Til gengæld har han en masse andre lig i lasten.
Imens sagen forsøges opklaret, følger læseren den myrdede kvindes bagmænd. Især følges den unge, smukke Benedicte Lerche-Larsen, som er ansat i sin fars lyssky firma. Det er et foretagende sammensat af ulovlige gerninger, idet det består af prostitution samt hvidvask af penge via pokerspil.
Denne gang har søskendeparret Lotte og Søren Hammer taget emnerne ”human trafficking” og prostitution op til debat. Emner som bestemt fortjener opmærksomhed, og som også Susanne Staun har behandlet i den iskolde og hårde roman ’Skadestuen’.
Men det går desværre ned ad bakke for serien om Konrad Simonsen og hans team. ’Svinehunde’ var god og fik velfortjent positiv omtale. ’Alting har sin pris’ var også udmærket, men ved ’Ensomme hjerters klub’ gik det galt, og niveauet faldt. Med ’Pigen i satans mose’ har forfatterparret nu ramt bunden af den litterære mose. Persongalleriet er fladt og karikeret med en stereotyp politigruppe, en rødhåret ”James Bondsk” skurkinde, og endelig er det jo næsten ren Morten Korch, at den onde og skruppelløse skurk (måske) er godsforvalteren.
Succesforfattere kender alle til begrebet ”den svære toer”. For krimiforfattere må det yderligere hedde ”den svære treer, firer, femmer” osv. Det er svært at holde damp i kedlen og niveauet oppe, når man er startet ud med et brag. Henfalder man så til nemme løsninger og klassiske skabeloner? Nogle gør åbenbart, desværre. Af: Merete Trap
HER kan du se min 2012 bogliste

Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...